Inez Gavilanes

Siden jeg gik i folkeskolen, har det handlet mest om ord. Ord på papir, ord ud af min mund, ord ind i mine ører. Ord, og så historier. Jeg har altid elsket at læse, og få læst højt (er der noget bedre?) men også at skrive selv.

I starten skrev jeg sange, masser sange, om alt det der er vigtigt. Altså, kærlighed og ensomhed, og lykke og venskab. Det blev til et helt album og en række singler, som jeg fik udgivet, og turnerede rundt med i flere år. Jeg har blandt andet været på tre turnéer i Kina og ligget foran både Justin Timberlake og Rihanna på Billboards club chart i USA. Sådan blev musikken min levevej, men det handlede altid mest for mig, om at fortælle den gode historie og om, hvordan jeg kunne formidle de følelser der lå bag teksterne. På et tidspunkt blev det tydeligt, at der ikke altid er plads nok i en sang til at få alle nuancerne med. Så jeg begyndte at skrive tekster der var længere.

Jeg troede engang jeg skulle være jurist, så jeg læste jura på universitetet, og kom også igennem det meste. Men på et tidspunkt blev det for kedeligt med regler og love, så jeg stak af til Journalisthøjskolen i Århus. Det var vidunderligt at få nogle skriveværktøjer med videre, men så tog musikken fart. Efter fem år  alene på scenen, startede popgruppen Sukkerchok. Her blev jeg mindet om, hvor svært det er at være tre piger, der skal finde ud af det sammen. Noget som Cecilie, Julie og Helena også mærker i Den magiske bog

Efter Sukkerchok har jeg været med i nogle sjove ting på tv, blandt andet Zulu kvægræs, Zhitparaden, 4 stjerners middag og Masterchef. Men det blev først rigtig sjovt, da jeg fik lov at lave radio på The Voice. I øjeblikket kan du høre mig om formiddagen og i weekenden, hvor jeg spiller masser af den musik, som jeg selv godt kan lide. Den seneste appelsin der er dalet ned i min turban, er jobbet som vært og tilrettelægger på Voodoo, 7’erens musikprogram.

Jeg tror på, at ens største drømme kan gå i opfyldelse, hvis man behandler dem ordentligt, og sørger for at gøde og vande dem hver dag. Så vil de vokse sig store og bære frugt. Det lyder let nok, men det kan være svært i praksis. Derfor holder jeg foredraget Dyrk drømmen, høst successen, blandt andet for unge mennesker på skoler og i kommuner.

 

Facebook

Get the Facebook Likebox Slider Pro for WordPress