Den Magiske Bog 4: Forbandelsen

DMB4 overskrift fritlagt

DMB4 Ill kap 1DMB4 overskrift kap 1

Jeg har ligget tre dage under dynen på mit værelse. Nu har mor bestemt, at jeg skal i skole igen.

“Jeg kan godt forstå, at du er ked af det,” sagde hun, da hun stak hovedet ind for lidt siden, “men der er jo ingen døde, og livet går altså videre.”

Hun har selvfølgelig ret. Ingen er døde, men hun har bombet vores familie i stykker, mit liv lig- ger i ruiner, og jeg har det, som om jeg har fået granatchok.

Granatchok er sådan noget, soldater får, når de har været i krig. Vi har haft om det i skolen. Man kan også få det, hvis man har været ude for andre ting, der har været psykisk belastende. Og det har jeg.

Derfor har jeg slet ikke lyst til at stå op. Jeg er heller ikke sulten eller tørstig. Jeg gider ikke tale med nogen, har ladet min telefon løbe tør for strøm, og så har jeg sovet meget mere, end jeg plejer. Resten af tiden har jeg gloet ud i mørket, mens mit hoved skiftevis har været helt tomt og fyldt med tanker. Tanker, der har sværmet rundt som vrede hvepse, der rasende stikker løs, så gif- ten siver ud i alle mine celler.

Ondt i maven har jeg også haft. Hele tiden. En knugende fornemmelse, som om en usynlig hånd har taget fat om alle mine indvolde og nu truer med at mase dem til mos. Jeg ligger helt stil- le, men inden i mig er der totalt kaos, for det mest frygtelige i verden er sket.

Min mor har fået min far til at flytte ud i Hede- parken, der, hvor alle taberne bor. Hun har smidt ham ud, og jeg er blevet SKILSMISSEBARN. Tænk lige over det!

“Cille, skat, stå nu op! Der er ledigt på bade- værelset.” Mor råber ude fra gangen. Hun er ved at tage makeup på. Jeg kan se hende gennem døren, der står lidt åben. Hun bruger mere, end hun plejer. Jeg har lagt mærke til det, efter at jeg så hende sammen med Hinkesten ude ved Natur- skolen. Før i tiden brugte hun kun mascara og lidt læbestift. Nu får den for fuld udblæsning med både øjenskygge og rouge oveni.

Det gør mig sindssyg at tænke på hende og Hinke sammen. Al den tid, jeg har ligget her, har jeg prøvet at tage mig sammen til at sige til hende, at jeg ved det. At jeg har set hende kysse Hinke, og at jeg ved, det er derfor, hun har smidt far ud i kulden.

Jeg er så vred, at jeg har lyst til at råbe det til hende, spytte ordene ud og stampe i gulvet imens. Men når jeg så har taget tilløb, planlagt, hvordan jeg vil begynde, så fiser mit mod ud lige så hurtigt, som når man slipper en ballon, man har pustet op uden at binde knude på den.

Det er svært at sige, hvad jeg er bange for. Må- ske er det, som om det med Hinke bliver mere virkeligt, hvis jeg siger det højt til mor. Så tager hun ham måske med hjem? Eller tvinger mig til en snak, hvor hun forklarer, hvor vild hun er med min lærer, og at den slags kan ske, når man er voksen.

“Cecilie, så er det altså nu!” Mor kalder igen, denne gang inde fra stuen. Jeg ved, det er nytteløst at diskutere med hende. Jeg svinger benene ud over sengekanten, og det slår mig, hvor stille her er uden Malthe. Han er stadig hos vores mormor og morfar. Hvordan vil hun forklare ham, at far ikke bor her mere? Jeg får en klump i halsen igen. Det hele er bare så frygteligt. Hvad skal jeg sige i skolen?

DMB4 Ill kap 2 DMB4 overskrift kap 2

Hvis nu mor vidste, at jeg vidste det med hende og Hinke, ville hun så stadig tvinge mig i skole? Hun vil aldrig gå med til, at jeg kunne blive hjem- me til evig tid, det ved jeg. Hun ville garanteret sige, at enten måtte jeg lære at leve med det, eller også måtte jeg skifte klasse. Og det er vel egentlig også sådan, det er.

Jeg er gledet ned på stolen ved siden af Sofus og prøver at gøre mig så lille som muligt.

“Hej, Cille! Hvor har du været? Har du været syg, eller hvad? Er du blevet rask?”

Selvfølgelig virker det ikke for mig, det der med at gøre mig usynlig. Sofus stikker sit fjæs helt op i mit ansigt, og en af hans grimme krøller strejfer min kind. Hans hår lugter af … hår. Adr!

“Jeg har været megasyg,” siger jeg og hoster lidt. “Pas på, det ikke smitter! Det er dræberinflu- enza.”

Sofus rykker straks lidt væk. Jeg vender mig om og hiver mine bøger frem. Jeg er kommet en del bagud, både i matematik, dansk og historie kan jeg se på tavlen.

Julie og Helena kommer grinende ind ad dø- ren sammen med Rasmus og Kasper. Et jag farer igennem mig. Tænk, at de har det så sjovt. De har ingen problemer, og så har de hinanden.

“Cille,” siger Julie højt og stiller sig med den ene hånd i siden. “Hvor fanden har du været?”

“Øhm … derhjemme,” siger jeg stille og håber at undgå for meget opmærksomhed. Men det lyk- kes så ikke.

“Cille har haft DRÆBERINFLUENZA!” råber Sofus med øjnene drønende rundt i hovedet, som om det var en sensation og en tragedie på en gang.

“Ej, har du været syg, Cillemus? Stakkels dig,“ siger Helena medlidende og skal lige til at give mig et knus. Jeg rækker armene ud og mærker tårerne stige op i øjnene igen. Jeg kunne faktisk godt bruge et kram. Men lige med et tager Helena et spring væk fra mig og holder hånden op foran mit ansigt.

“Ej, du smitter ikke, vel? Jeg kan altså ikke blive syg nu. Der er snart pointturnering på dansesko- len, og jeg SKAL vinde over Julie.” Hun griner højt og stikker en finger ind mellem Julies ribben.

“Som om,” hyler Julie. “Jeg smadrer dig fuld- kommen.” De laver begge to nogle dansetrin, før de sætter sig. Jeg synker og maser med at holde tårerne tilbage.

Julie kaster sig ind over bordet og ser på mig med et borende blik.

“Ej, helt ærligt, Cille. Din telefon har altså væ- ret slukket i tre dage. Hvad har du lavet?”

I det samme kommer Hinke ind ad døren med en kæmpe stak papirer i favnen. Han har brune fløjlsbukser på og en lyseblå skjorte. Det gør mig rasende at se ham. Han er simpelthen så kikset. Jeg får lige med det samme en dunkende hoved- pine, og billedet af ham, der kysser min mor i sko- ven, kører som et ti-sekundersklip på repeat i mit hoved.

Lige bag Hinke kommer Anna. Med musik fra iPod’en blæsende ind i øregangene går hun direkte over til sin stol og sætter sig uden at kigge rundt i klassen. Nogle gange ville jeg stadig ønske, jeg var ligesom hende. Ligeglad med, hvad andre tænker. Ligeglad med, hvad resten af verden sy- nes er hot. Hun ville helt sikkert have sagt noget til sin mor, hvis hun var mig. Eller til Hinke. Ja, det var det, hun ville gøre. Gå direkte til Hinke og sige: “Hold dig væk fra min mor, din klamme stodder, ellers bliver det værst for dig selv.” Og så ville Hinke blive pissebange og holde sig væk, for han ville vide, at hun ikke ville være bange for at gøre alvor af sine trusler.

Sådan bliver jeg nok aldrig. Ikke for alvor. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at Anna og jeg sidder ude i kolonihaven med sorte stearinlys tændt og en dukke imellem os. Ligesom dengang vi lavede voodoo på Kasper, og hans blindtarm sprang, og han var lige ved at dø. Jeg forestiller mig, at Anna siger: “Når Ce stikker nålene i duk- ken, vil Hinke blive påført lige så meget smerte, som han har påført Ce. Plus en lille smule mere.” Og så tager jeg en megalang nål og borer den direkte gennem dukken, der er lavet af Hinkes grimme tøj.

“Hej, Cille, dejligt at have dig tilbage, “siger Sten højt oppe fra tavlen og river mig ud af mine tanker. Mit blik flakker. Hvorfor skal han tale til mig? Jeg kaster et blik over på Anna og lader være at svare.

“O.k., alle sammen, slå op på side 57 i historie- bogen. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad der karakteriserede Danmark i 60’erne?” Hinke ser totalt begejstret ud. Hippietiden må være hans yndlingsemne lige efter Danmarks dyr.

“Fri sex!” brøler Rasmus, og alle griner. På nær Anna og mig.

 

 

Har du lyst til at læse mere? Så bestil Den magiske bog 4: Forbandelsen her.

Facebook

Get the Facebook Likebox Slider Pro for WordPress